Nyttig information og vigtig viden
Velkommen til Nordfyns Højskole
Før du starter på højskolen, har du sikkert en masse spørgsmål om alt fra praktiske oplysninger, til din opstart og måske hvordan du kommer hen til skolen. Vi glæder os meget til at du skal starte og til at byde dig velkommen fysisk på skolen. Indtil da, har vi samlet alt det information, vi mener du skal bruge, før du starter, her på siden. Skulle du have flere spørgsmål er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os

Links
Find information om
Nyttig information
Alt det, det er rart at have styr på som elev
Den første tid på skolen er lidt speciel. Her har du ikke normalt skema, i stedet er der fokus på, at alle elever lander godt og finder sig til rette i fællesskabet. Derudover bruger vi introtiden på at give dig en række praktiske informationer, at du får valgt dine valgfag og finder rutinen i dit liv på skolen.
Når du kommer til skolen, vil du få en bruger til skolens intranet. Her kan du blandt andet finde dit skema, melde dig syg, skrive til ansatte og elever og meget andet. Hvis du har brug for hjælp til Viggo i løbet af dit ophold her, så kom ind på kontoret i kontortiden efter frokost og spørg Jeppe om hjælp.
Hvis du har brug for at snakke med nogen om alt fra undervisning, din sociale trivsel på skolen eller dine fremtidsplaner efter højskolen er din A-fagslærer din trivselslærer. Du kan altid spørge om han/hun har tid til at snakke og hvis de ikke har tid lige på stedet, så finder i et tidspunkt sammen. Du er selvfølgelig også velkommen til at snakke med alle de andre ansatte om alt mellem himmel og jord.
Hvis du er syg, skal du melde det til Babak på Viggo (skolens intranet). Derudover sætter dine lærere stor pris på, hvis du skriver til dem, så de kan have det med i planlægningen af undervisningen. Når man har meldt sig syg, skal man blive på sit værelse resten af dagen, også selvom man får det bedre. Det betyder også, at du skal aftale med din roommate eller en anden, at de kommer med mad til dig fra spisesalen efter måltiderne.
Er du så syg, at du skal til læge, skal du i første omgang kontakte din egen læge. Er der behov for en fysisk konsultation og er din egen læge langt væk, er det muligt at blive tilset af en af lægerne i Bogense. Kontakt kontoret for at få hjælp til at ringe. Telefontiden er fra 08.00-09.00 så kom gerne tidligt på dagen.
Kontoret kan også hjælpe dig med en tid til tandlægen, hvis du skulle have brug for det.
Akut hjælp:
Lægevgaten 70 11 07 07
Tandlægevagten 65 41 45 51
Hver dag er der tilknyttet en eller to "dagens lærer". I hverdagene er dagens lærer at finde på skolen fra ca. 17.00 til ca. 21.00. I weekenderne er lærerne her fortrinsvist om eftermiddagen, men de konkrete tidspunkter bliver oplyst på weekendmødet, der afholdes i løbet af ugen. Hvis du gerne vil planlægge en aktivitet på skolen, er der som regel hjælp at hente fra dagens lærer, til materialer, gode ideer eller hvad du lige måtte have brug for.
Du kan finde information om, hvem der er dagens lærer på Viggo og på den store skærm i spisesalen.
Du kan ringe til kontoret mellem kl. 9 og 15 i hverdagene, hvis du ikke er på skolen og skal have fat i os. Når du er på skolen, er der åbent for elever på kontoret i tidsrummet efter frokost 12.45-13.30 (onsdag 12.15-12.30). Hvis du har et spørgsmål er du også meget velkommen til at stille det på Viggo, alle skolens medabejdere er på intranettet og læser og besvarer beskeder dagligt.
Rygning indendøre er ikke tilladt. Rygning på skolens område kun tilladt på anviste områder. For elever er dette i/ved de to rygeskure placeret henholdsvist ved nummer 18 og ved siden af hovedbygningen.
Det er tilladt at nyde en enkelt genstand eller to på hverdagsaftener efter aftensmaden. Det vil sige ikke til en grad, hvor du bliver beruset. I weekenderne er det tilladt at holde fest og drikke alkohol i et omfang, hvor du ikke mister besindelsen eller kontrol. Overdreven brug af alkohol tolereres ikke.
Euforiserende stoffer af en hver art er ikke tilladt på skolen.
Du har ansvaret for dit værelse i løbet af dit ophold på skolen. Det betyder rengøring, oprydning og at melde til pedellerne, hvis noget ikke er som det skal være. Vi opfordrer på det kraftigste til at du gør rent ugentligt, da det gør din slutrengøring meget lettere og det er rarere at bo i et rent værelse både for dig og for din roommate. Du finder rengøringsartikler i rengøringsrummet i forbindelse med dit boområde, hvis der mangler noget, kan du tage fat i skolens rengøringspersonale enten på Viggo eller når du møder dem rundt på skolen.
Der findes vaskerum forskellige steder på skolen, hvor du har mulighed for at vaske tøj i løbet af dit ophold. For at vaske skal du bruge et vaskekort. I løbet af introugen får du mulighed for at få et vaskekort, det gør du ved at betale et depositum på 100 kr, for kortet og herefter indsætter du løbende penge på kortet. Du kan fylde penge på kortet i tidsrummet efter frokost ved Masha, der er ansvarlig for rengøringen på skolen.
I løbet af introugen får du adgang til skolens wifi. Du har fri adgang, men vi minder om, at du selvfølgelig ikke må bruge skolens internet til ulovlig download.
I weekenden har du som udgangspunkt fri og tiden er din tid. Vi anbefaler at du bliver på skolen, så mange weekender som muligt, og får det meste ud af dit ophold her. Vi opfordrer stærkt eleverne til at deltage aktivt i at planlægge aktiviteter for hinanden både i hverdagene og weekenderne. Det kan være aktiviteter på skolen og ture ud af skolen, kun fantasien sætter grænser. Hvis du har en ide til en aktivitet, er du altid velkommen til at snakke med dagens lærer/weekend lærerne, om hvordan man kunne arrangere det.
Måltiderne i weekenden er en smule anderledes end hverdagene, da der både lørdag og søndag er brunch i stedet for morgenmad og frokost. Til brunchen er du meget velkommen til at pakke noget mad, som du kan spise i løbet af dagen.
Hvis du vælger at rejse hjem på weekend, skal dette meddeles via spørgeskema på Viggo senest onsdag i den uge, du planlægger at rejse hjem. Dette er for at køkkenet ved, hvor mange de skal lave mad til og at vi har overblik over, hvem der er på skolen i tilfælde af brand eller andre ulykker. Derfor er det også meget vigtigt at du altid besvarer skemaet og enten melder til eller fra. Skulle du få gæster, skal du også huske at melde dem til.
OBS! Hvis du rejser hjem i en weekend, skal du i den efterfølgende uge testes ved de to ugentlige coronatest på skolen. Dette er for at forhindre at vi bringer smitte ind på skolen. Derfor gælder dette også selvom du er færdigvaccineret, da du stadig kan være smittebærer.
Du er meget velkommen til at tage din egen cykel med på skolen og stille den i et af vores cykelskure. Derudover har skolen en række cykler til rådighed, som du kan låne efter behov. Du kan låne en lås mod betaling af et depositum på 100 kr.. Gør du det, råder du over cyklen som "din egen" indtil dit ophold slutter, eller du ikke længere har brug for cyklen. Når du afleverer låsen, får du dit depositum retur.
Du skal snakke med Anders, der er pedel på skolen, hvis du gerne vil "leje" en lås.
Skulle der ske noget med din cykel eller en cykel du låner, har skolen en aftale med en cykelsmed, der kommer en gang i ugen og fikser cyklerne. Stil din cykel med beskrivelse af, hvad der i vejen med den, ved cykelskuret ved nummer 18.
Vi tilbyder vores elever at opbevare deres lommepenge samt hjælpe med medicin, hvis nogle skulle have brug for det. Hvis du gerne vil have den hjælp, skal du bare kontakte os før opstart eller når du kommer til skolen. Du kan hente dine penge i spisesalen ved morgenmaden kl. 8 mandag, onsdag og fredag morgen.
Vi spiser alle måltider sammen i spisesalen. Måltiderne er en stor del af livet på højskolen, derfor er det fælles og vi lægger stor vægt på at vi spiser samlet. Under måltiderne er telefoner derfor kun til brug, hvis de indgår som en del af samtalen, hvis du har brug for at slå noget op fx. Måltiderne sluttes altid af med beskeder og eventuel information fra skolen, så indtil der er ringet med klokken og givet beskeder, skal du bare blive siddende på din plads med din service. Efter måltiderne er der tjans, som består af hjælp til køkkenet med oprydning og opvask efter måltidet. Tjansen går på skift og du vil typisk kun have tjans en gang i ugen. Weekendtjanserne bliver sat op på opslagstavlen.
I hverdagene spiser vi:
07.30-08.30 Mogenmad
12.00-12.30 Frokost (onsdag 11.30-12.00)
18.00-18.30 Aftensmad
I weekenden er måltiderne:
10.00-11.00 Brunch
18.00-18.30 Aftensmad
I løbet af dagen vil der også blive serveret små mellemmåltider.
OBS! Selvom vi normalt byder velkommen til alle gæster velkomne, er det lige nu ikke muligt at have overnattende gæster på højskolen på grund af corona.
Find information om skolens retningslinjer for håndtering af COVID-19 og beredskabsplan i tilfælde af konstateret positiv tilfælde på skolen.
Coronainformation